Foto: Arkivfoto fra et andet projekt
Hvordan flytter man mere end 10.000 m³ sand fra havnens sejlrende til en strand – effektivt og med minimal håndtering?
Svaret ligger i samspillet mellem to specialiserede entreprenørfartøjer.
I efteråret 2025 arbejdede skibene Lea Høj og Veluwe side om side i den tyske havn Glowe, hvor Høj Nordic Marine Contractor udførte et uddybningsprojekt for DDW. Glowe er en idyllisk kystby beliggende på den nordøstlige del af den tyske ø Rügen i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Byen ligger ud til Østersøen ved den vestlige overgang mellem halvøerne Jasmund og Schaabe og er kendt for sin lange sandstrand. Her blev 10.321 m³ sand opgravet fra sejlrenden og havnebassinet og pumpet direkte til stranden, hvor materialet blev genanvendt til strandfodring.
Præcision under vand
Som gravemaskine- og entreprenørfartøj er Lea Høj udviklet til en bred vifte af maritime anlægsopgaver – fra uddybning og gravearbejde til stensætning og havnekonstruktioner. Fartøjet er udstyret med præcisionspositionering, der sikrer nøjagtigt arbejde under vand, selv på projekter med høje krav til nøjagtighed.
I Glowe stod fartøjet Lea Høj for opgravningen af sandet samt de øvrige entreprenøropgaver, herunder genindbygning af sten i molen, opretning af molefoden og flytning af betonankerklodser før genplaceringen af havnens flydebro.
Når materialet skal videre
Hvor Lea Høj afsluttede én del af processen, tog Veluwe over.
Veluwe fungerer som en flydende pumpestation og kan pumpe materiale over afstande på op til fire kilometer med en kapacitet på op til 1.500 m³ i timen. Det gør fartøjet til en effektiv løsning, når opgravede materialer skal transporteres direkte til genanvendelse.
I Glowe betød det, at sandet kunne pumpes direkte fra havnen til stranden, hvor det indgik i strandfodringen, uden behov for yderligere om lastning.
Styrken ligger i samspillet
Hvert fartøj har sine egne styrker. Sammen udgør de en effektiv løsning, hvor uddybning, materialehåndtering og maritime anlægsarbejder kan gennemføres som én sammenhængende operation.
Glowe-projektet er et eksempel på, at vellykkede havneprojekter ikke kun handler om det enkelte fartøj, men om samspillet mellem specialiserede kompetencer på vandet.




