Mens der tales meget om finansiering af den grønne omstilling, overses en anden og mindst lige så afgørende udfordring: lange myndighedsprocesser.
Hos Høj Nordic Marine Contractor arbejder vi tæt sammen med danske havne om vedligeholdelse, uddybning og udvikling af den maritime infrastruktur. Derfor ser vi på nærmeste hold, hvordan lange sagsbehandlingstider for klaptilladelser forsinker nødvendige projekter og skaber usikkerhed for havne, bygherrer og investorer. I nogle tilfælde er ventetiden på myndighedsgodkendelser blevet en større udfordring end selve finansieringen af projekterne.
Havnene er en afgørende del af fremtidens infrastruktur. Deres kapacitet skal understøtte øget havvind, nye forsyningskæder og stigende aktivitet til søs. Men før nye anlæg kan etableres, og eksisterende havne kan udvikles, kræver det ofte uddybning eller vedligeholdelse af sejlrender og havnebassiner.
Her bliver klaptilladelser i stigende grad en flaskehals for de projekter, der skal understøtte vækst, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling.
Miljøhensyn skal naturligvis være i centrum. Det er afgørende, at sediment håndteres forsvarligt, og at havmiljøet beskyttes. Men når sagsbehandlingstiderne strækker sig over mange måneder, er det relevant at spørge, om vi har fundet den rette balance mellem bureaukrati og samfundets behov for udvikling. I nogle tilfælde kan det tage op mod et år, i flere tilfælde meget længere tid – at opnå en klaptilladelse. Først skal ansøgningen behandles af myndighederne, hvorefter der følger hørings- og klagefrister. Det betyder, at nødvendige havne- og infrastrukturprojekter ofte bliver forsinket betydeligt, før arbejdet overhovedet kan igangsættes.
Udfordringen handler ikke om miljøkravene i sig selv. Den handler om processerne omkring dem.
Vi har brug for en bedre balance
Ingen ønsker at gå på kompromis med havmiljøet. Men når bureaukratiet bliver så omfattende, at nødvendige projekter forsinkes i månedsvis, er det relevant at spørge, om balancen er den rigtige.
Der er behov for mere effektive og forudsigelige processer, som fortsat beskytter miljøet, men som samtidig tager hensyn til havnenes drift og den maritime branches mulighed for at løse de opgaver, samfundet er afhængigt af.
Måske handler løsningen om bedre kapacitet hos myndighederne. Måske om tydeligere tidsrammer for sagsbehandlingen. Eller måske om en mere risikobaseret tilgang, hvor de mest komplekse og miljøfølsomme projekter får den grundige behandling, mens mindre komplicerede sager kan behandles hurtigere.
Samtidig er det oplagt at undersøge, om digitalisering, automatisering og kunstig intelligens kan understøtte dele af sagsbehandlingen. Ikke for at sænke miljøkravene, men for at skabe større effektivitet, ensartethed og forudsigelighed.
For spørgsmålet er ikke, om vi skal vælge mellem miljøbeskyttelse og udvikling.
Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer begge dele.
